Nytårstøj: Slut året af med maner i dit nytårsskrud
Når året går på hæld, og årets sidste aften nærmer sig, ender mange ofte i det klassiske dilemma: Hvad skal jeg tage på til nytår? Årets sidste aften kalder nemlig ofte på nytårsmenu, fest, farver, cocktails og glimmer, og mange mennesker ønsker derfor naturligvis at se fantastiske ud på nytårsaften og til årets sidste fest.
Nogle gange kan forventningerne til aftenen være så store, at det bliver svært at finde tøj til nytårsaften, som kan leve op til dem, og derfor ender mange med shopping i sidste øjeblik og tøjkrise hjemme foran spejlet. Her på siden har vi samlet idéer til dit nytårstøj og inspiration til, hvad du også kan lade være afgørende for dit valg af nytårstøj, så du slipper for tøjkrisen i sidste øjeblik.
Uanset om du er inviteret til et mindre og intimt middagsselskab, om du skal holde nytårsaften hjemme med familie og venner, om du er inviteret til årets største fest, eller om du skal give den gas på dansegulvet, så har vi her på siden givet vores bedste bud på nytårstøj til hele familien. Vi giver inspiration til både herrerne, kvinderne, teenagerne og de helt små.
Tøj til nytårsaften: Få inspiration til dit nytårstøj
Selvom man skal være fin, må man også gerne være lidt praktisk. Nytårsaften er nemlig ofte en lang aften, og din påklædning bør derfor også afhænge af, hvad dine planer for nytårsaften er. Hvis du skal til et mindre og intimt middagsselskab, kan du for eksempel iføre dig de høje stiletter og/eller de spidse sko, men skal du både spise nytårsmiddag, til privatfest og måske endda i byen, så er det en god idé at vælge noget fodtøj, som du kan holde ud at have på hele aftenen.
Der er nemlig ikke noget værre end at bruge en hel aften på at have ondt i fødderne og være lænket til en stol, når du i virkeligheden helst ville give den gas på dansegulvet. Praktisk behøver ikke at være kedeligt, tværtimod er aftenen ofte meget sjovere, hvis du føler dig tilpas i det, du har på og ikke lader festlighederne begrænses af dumme sko eller for stramme bukser.
Det kan ofte være svært at få fat i en taxa nytårsaften, og derfor er det også en god idé at lade en jakke være en del af sit outfit. Du kan nemlig hurtigt risikere at skulle vente længe eller stå i kø til en taxa eller være nødsaget til at gå, hvis det er en kortere distance. Derfor er det igen ærgerligt, hvis din påklædning skal bidrage negativt til, at aftenen bliver så god som muligt. En jakke behøver ikke at være uklædelig, og du kan opbevare den i garderoben, indtil du skal bruge den igen.
Lad altså også en smule praktik have indflydelse på dit tøj til nytår. På den måde er du med til at sikre, at du får den bedst mulige aften, og at du får sluttet året af med manér og et brag af en sjov fest, som ikke lader sig styre af tøj og sko.
Der findes nytårstraditioner over hele verden, og i Danmark har vi også stærke traditioner forbundet med nytårsaften. For mange danskere er det vigtigt at se Dronningens nytårstale og at se DR’s live-transmission fra Rådhuspladsen i København, når klokken slår tolv.
Det er på alle måder en aften spækket med traditioner og fest og farver, og det er derfor en god idé at være klædt på en måde, så du kan være med under det hele. Både tidligt på aftenen, når Dronningen sender live, men også helt ud på de sene aften- og nattetimer.
Nytårstøj til mænd
Nytårsaften går mange ofte all in, og det oplagte valg af tøj til nytårsaften til mænd er derfor det klassiske jakkesæt. Der er en grund til, at nogle ting bliver klassikere, og det er der også i dette tilfælde. Et jakkesæt er nemlig både klædeligt, elegant og tilpas formelt, og så ser alle mænd ekstra godt ud, når de bærer et pænt jakkesæt.
Hvis du ønsker at peppe udtrykket lidt op, kan du gå med et jakkesæt i en anderledes farve. Der er ingen, der siger, at et jakkesæt behøver at være sort, og du kan finde mange flotte jakkesæt, som også er både klassiske og fine, som har andre farver. Et klassisk mørkeblåt jakkesæt eller et mere trendy mørkegrønt eller mørkerødt jakkesæt kan også være festligt og smukt.
Nytårstøj til herrer kan yderligere peppes ekstra op med en festlig butterfly. Til nytårsaften gør butterflies sig særligt godt, da man gerne må gøre lidt ekstra ud af det. Der findes et utal af anderledes, trendy, moderigtige og sjove butterflies, som du nemt kan peppe dit jakkesæt op med. Hvis du tør, kan du med fordel vælge en butterfly med glimmer, da den utvivlsomt vil passe til aftenens øvrige tema, og som også vil vække begejstring hos aftenens øvrige gæster.
Hvis du vil gøre endnu mere ud af det, kan du vælge at gå all in med en habitvest. Nytårstøj til en mand kan nemlig sagtens være lige så festligt som det, kvinderne kommer i, hvis man går den ekstra mil. Et udtryk med en velstrøget skjorte, habitvest, jakkesæt, butterfly og pudsede sko vil gå rent hjem hos de fleste, og du vil uden tvivl se både elegant og festlig ud.
Jakken kan du tage af under middagen eller i takt med, at aftenen skrider frem, og festen for alvor sparkes i gang, og så kan du senere på aftenen bruge den til at holde varmen, når du skal fra A til B. Hvis det er en særdeles kold aften, kan en kraftig og varm trenchcoat også gøre sig godt udenover en habitjakke.
Nytårstøj til kvinder
Når det kommer til nytårstøj til kvinder, er mulighederne som altid mange. Et klassisk valg af nytårstøj som kvinde er den funklende og glitrende nytårskjole, som både egner sig godt til middagsselskabet og til den store fest. Tøjbutikkerne bugner af tøj med glimmer og glam i tiden op til jul og nytår, og du går aldrig rigtig galt i byen, hvis du tropper op i pailletter eller glimmer på årets sidste aften.
Glitter og glimmer er en klassiker nytårsaften, når det kommer til nytårstøj til kvinder, på samme måde som jakkesættet er det til mænd. Der findes flere forskellige måder, hvorpå du kan få lidt glitter og glimmer ind i dit outfit til nytårsaften.
Du kan vælge at gå all in med en kjole i glimmer eller med pailletter, eller du kan vælge et look, der er en smule mere nedtonet med et todelt sæt, hvor du bærer glimmer på den ene halvdel. Det kan for eksempel være en glitrende top til et par vide bukser eller en ensfarvet nederdel, eller det kan være en glitrende nederdel til en ensfarvet top.
Hvis du vælger en hel kjole i glimmer, vil dit udtryk ofte blive mere markant, end hvis du vælger at holde dig til glimmer på den ene halvdel. Der findes dog måder, hvorpå du både kan tone dit outfit op, hvis du ønsker lidt ekstra spræl, eller du omvendt kan tone det ned, hvis du ønsker lidt mindre spræl.
Outfittet kan enten peppes yderligere op med farve på læberne og en åben sko med lidt højde og måske endda tilmed med glimmereffekt. Det kan også tones mere ned med mørke, lukkede sko og en blazer eller anden jakke udenpå.
Du kan også både tone dit outfit op eller ned med de smykker, du vælger. Vælg store smykker, hvis du vil give den ekstra gas, og vælg i stedet mere diskrete og mindre smykker, hvis du vil tone udtrykket lidt ned. Nytårsaften kan dit outfit næsten ikke blive for meget glitter og glam, så hvis du har lyst, kan du sagtens gå all in.
Nytårstøj til kvinder skal selvfølgelig understøttes af hår og makeup. Hår og makeup fuldender dit look, og du kan også i disse sammenhænge vælge at give den gas eller tone det ned. Med farve på læberne kan du skabe mange udtryk. Vælg en stærk farve, for eksempel den klassiske røde, hvis du vil sætte ekstra streg under dit festlook. Vælg i stedet en mere neutral farve, hvis du vil dæmpe looket en smule.
Du kan også eksperimentere med øjenmakeuppen. Lys øjenskygge kan tone dit look ned, mens en mere kraftig og markant øjenmakeup vil peppe det yderligere op. Husk, at din makeup i nogle tilfælde kan blive lidt overdrevet, hvis du både kører stærke farver på læberne og på øjnene. Det er derfor som hovedregel en god idé at vælge at sætte fokus på enten øjnene eller læberne og holde det modsatte mere neutralt.
Nytårstøj til baby
Baby er formentligt ikke en del af festlighederne helt ud på de sene aftentimer, og derfor giver det måske bedst mening, at den lille er iført sit fine nytårstøj fra sen eftermiddag eller tidlig aften. Når man fejrer nytår med en baby, vil festlighederne nok se markant anderledes ud, end de ville under andre omstændigheder, men der er intet til hinder for, at I kan se både festlige og flotte ud i jeres festtøj, og at I sagtens kan få en god, hyggelig og festlig nytårsaften.
Nytårstøj til baby skal både være praktisk, behageligt og festligt. Selvom det er årets sidste aften, så skal baby stadig skiftes, spises af og plejes som alle andre dage. Sørg derfor for at finde et fint og festligt sæt nytårstøj til baby, som også gør det muligt at skifte ble uden det helt store besvær, og som giver baby den nødvendige bevægefrihed. Der er ingen, der bryder sig om at føle sig skidt tilpas og hæmmet i sit tøj, og det gælder altså også de helt små.
Nytårstøj til de små drenge
De små drenge kan hurtigt se festlige og flotte ud i en skjorte og et par mørke bukser eller leggings. I kan peppe babys nytårstøj yderligere op med en lille habitvest og måske endda en babyvenlig butterfly. Med denne tøjsammensætning kan den lille mand hurtigt komme til at matche med faderen, der måske også bærer et klassisk jakkesæt på årets sidste aften.
Nytårstøj til små piger
De små piger kan hurtigt se både smukke og festlige ud i en fin, lille kjole. Der findes et hav af fine babykjoler til piger, og I kan derfor både gå med glitter, blonder, mønstre, print eller tyl. Sæt kjolen sammen med et par tykke strømpebukser, så baby kan holde varmen i decemberkulden. Hvis kjolen er uden ærmer, kan en ensfarvet bodystocking inden under kjolen hjælpe med at holde varmen. I kan også finde en fin cardigan, som kan sættes udenover kjolen.
Nytårstøj til teenager
Som teenager er nytårsaften en stor aften, og mange ser frem til og glæder sig til aftenen, som for mange teenagere er intet mindre end årets fest. Derfor skal der selvfølgelig også gøres lidt ekstra ud af tøjet og looket generelt på årets sidste aften.
Når man når en vis alder, kommer nytårsaften i højere grad til at handle om fester og venner, og selvom I måske holder fast i at spise nytårsmiddagen sammen, så vil mange unge sætte pris på at komme ud om aftenen, og så skal tøjet selvfølgelig sidde lige i skabet.
Til pigerne
Til teenagepigerne kan en glitrende kjole være både festlig og oplagt til den glimtende aften, som nytårsaften ofte er. Glitrende kjoler med glimmer eller pailletter er altid at finde på bøjlerne i landets tøjbutikker i tiden op til jul og nytår, så mulighederne er mange.
I kan sagtens gå på jagt efter nytårstøj til jeres teenager i voksenafdelingen eller forretninger med tøj til voksne. En glitrende kjole kan nemlig nemt tones en smule ned med strømpebukser og en jakke eller fin cardigan, hvis udtrykket skal være lidt mindre markant. Man kan sagtens finde både små jakker og cardigans, som også er festlige, og som derfor ikke vil ødelægge udtrykket.
Nytårsaften må man også gerne gøre lidt ekstra ud af makeuppen, hvis man er til den slags. Hvis ikke jeres teenager er vant til at gå med makeup til daglig, kan mascara og lidt farve på læberne være et kæmpe hit på nytårsaften. Hvis vedkommende allerede går med lidt makeup til hverdag, kan I eksperimentere med farve på læberne og en smule øjenskygge.
Husk, at et makeup-look ofte bliver lidt overdrevet, hvis der er fuld knald på både læber og øjne. Vælg derfor en neutral farve til læberne, hvis I vil lege med øjenskygge i stærkere farver. Hvis I omvendt vil have stærke farver på læberne, kan I med fordel vælge en mere lys og neutral farve på øjnene.
Fuldend looket med hår, smykker og sko. Sæt håret på en anderledes måde. I kan enten kaste jer ud i at krølle eller glatte håret, eller I kan sætte det op. Hvis I vil gå all in på glitter og glam, kan I slutte af med en glimmerspray til håret, som kan sætte det sidste glitrende touch på looket. Når det kommer til nytårsaften, kan man ikke få hverken glimmer eller glam nok. Netop derfor må den også gerne få fuld skrue på smykkerne denne ene aften.
I kan tone outfittet ned med et par flade, pæne læderstøvler, eller outfittet kan peppes op med et par sko med lidt højde. Hvis du bærer strømpebukser under kjolen, er det en god idé med en lukket sko af den ene eller anden slags.
Til drengene
Til teenagedrengene kan en fin skjorte og mørke bukser være et fremragende nytårslook. Looket bliver mere festligt og nydeligt, hvis skjorten stoppes ned i bukserne, hvor en skjorte, der hænger uden på bukserne, giver et mere afslappet, nedtonet og hverdagspræget look.
I kan toppe outfittet af med en jakke. Jakken hjælper selvfølgelig til at holde varmen, og så kan den også give et ekstra twist til outfittet. Nytårsaften kan man både bære en habitjakke, en bomber jacket eller en læderjakke, alt efter hvilket udtryk man ønsker. En habitjakke er det mest klassiske og formelle valg, men til de yngre mænd kan en sej og sporty bomber jacket eller en mere rå læderjakke også gøre sig særdeles godt.
Sneakers gør sig særdeles godt til et mere formelt sæt tøj til den yngre generation, og man kan hurtigt sætte et mere ungdommeligt og sporty udtryk på et mere klassisk outfit ved at sammensætte det med et par cool sneakers.