Tilbehør til drinks
Herunder ser du forskellige muligheder for tilbehør du kan lave og servere sammen med velkomstdrinken.
Pindemadder
1. Hakket oksekød, der er blandet med reven ost og formet til små kugler. Rul 1/2 skive bacon om eller 1/2 skive røget filet.
2. Ostefirkanter med en sammenrullet sardelfilet på.
3. Ostefirkanter med et cocktailbær.
4. En optøet jomfruhummerhale med 1/2 skive bacon om. Drys med purløg eller persille.
5. Ostefirkanter med halve valnødder.
6. Blå druer på terninger af mild ost.
7. Franskbrødsterninger med smør og røget laks.
8. Rugbrødsterninger med et lille stykke marineret sild, syltet rød peber, en lille agurkskive og et syltet løg.
Drinks canapéer
Antal: Ca. 40 stk.
Forarbejde: 10 min. (uden optøningstid)
Tilberedning: 20 min.
Ingredienser
- 1 pk. frossen butterdej (300 g)
- 1 æggeblomme
- Salt
Desuden:
- 1 spsk. birkes
- 1 spsk. kommen
- 50 g. smuttede mandler
Fremgangsmåde
Tø butterdejen op. Del dejen i firkanter på 4×4 cm. Pisk æggeblommen sammen med lidt salt. Dejstykkerne pensles med æggeblommen og drysses med birkes, kommen eller halve mandler. Læg snitterne på en bageplade og bag dem i ovnen ved 220 grader i ca. 15 min.
Mørdejssaltstænger
Antal: Ca. 60 stk
Forarbejde: 30 min
Tilberedning: 30 min
Ingredienser
- 4 dl. (250 g.) mel
- 1 knsp. bagepulver
- 5 spsk. mælk
- 125 g. smør/margarine
- Salt
Pensling:
- 1 æggeblomme
- 2 spsk. mælk
Desuden:
- Groft salt
Fremgangsmåde
Hæld mel og bagepulver i en skål. Smørret smuldres heri, og dejen samles med mælken. Ælt den sammen til en ensartet dej, der lægges i køleskabet i en halv time. Tag dejen ud og rul den ud på et melet bord, ikke alt for tyndt.
Snit dejen ud i stænger, der snos, og læg dem på en smurt bageplade eller bagepapir. Pisk æggeblommen og mælk sammen. Stængerne pensles med denne blanding og drysses med groft salt. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min.
Tag saltstængerne ud og lad dem afkøle på en bagerist.
Oliven i baconsvøb
Antal: 12 stk.
Ingredienser
- 12 tynde skiver bacon
- 12 grønne oliven med mandler
- 1/2 tsk. basilikum
Fremgangsmåde
Rul bacon om de fyldte grønne oliven. Drys med basilikum, og steg dem under grillen, til de er sprøde og gyldne (ca. 5 min.). Anret rullerne på et fad, og server dem til tørre drinks.
Saltmandler
Ingredienser
- 2 dl. (100 g.) mandler
- 3 spsk olie
- Salt
Fremgangsmåde
Skold og smut mandlerne. Tør dem, og rist dem gyldne i olie på en pande ved svag varme.
Hæld dem ud på fedtsugende papir. Drys fint bordsalt på, og ryst mandlerne frem og tilbage på papiret.
Anderledes isterninger
Det er rigtigt nemt at lave isterninger, der dels er mere festlige end almindelige, klare isterninger, men også tilføjer smag til vand eller drinks.
Frugt isterninger
I stedet for at komme en isterning i velkomstdrinken, kan man fryse blandede frugter (som man kan købe på dåse) og komme dem i drinken.
Ligeledes kan man fryse grønne og blå druer og bruge dem som isterninger.
Citron isterninger
Skær citroner i skiver, halver dem, og læg dem i fryseren i en frostpose. Citron-isterningerne er dekorative, de afgiver en dejlig frisk smag af citron, efterhånden som de tør op, og samtidig fungerer de som isterninger.