25 bryllupstraditioner: Bliv skarp på de danske bryllupstraditioner
Bryllupper er fantastiske kærlighedsfester. Det er dage fyldt med glæde, spænding, forventninger og store følelser. I dag er der mange forskellige måder at holde bryllup på, og uanset hvordan du og din kommende ægtefælle vælger at gribe bryllupsfesten an, skal det nok blive en succes. Med skønne gæster, lækker catering, lidt godt at drikke og en form for musik og pynt er I allerede godt på vej.
Her på siden har vi samlet nogle af de mange traditioner og ”regler”, der er forbundet med brylluppet. Størstedelen af dem bygger på gammel overtro eller principper og værdier, som en del i dag anser som værende forældede. Alligevel kan det være sjovt at inddrage nogle af de gamle traditioner i et bryllup, og heldigvis bestemmer I som brudepar jo helt selv, hvilke traditioner I vil inddrage – og hvordan.
Da der netop er tale om gamle traditioner, tager vi i dette skriv udgangspunkt i, at der er tale om et kirkebryllup imellem en mand og en kvinde. Det gør vi udelukkende fordi, det er en sådan type bryllup, traditionerne oprindeligt er ”tiltænkt”. Dog kan samtlige traditioner naturligvis overføres til en hvilken som helst anden form for bryllup, hvis blot I tænker en smule kreativt. Er der for eksempel ikke tale om et kirkebryllup, eller skal du giftes med en af samme køn, er det altså blot om at gøre traditionerne til jeres egne, hvis I fortsat gerne vil inddrage dem på den ene eller anden måde. Det vigtigste er, at I får lige nøjagtig den bryllupsfest, I går og drømmer om.
Med dét på plads, er det blevet tid til, at vi dykker ned i nogle af de mange bryllupsregler og -traditioner.
#1: Manden skal have svigerfars tilladelse til at fri
I ”gamle dage” var det kutyme, at en mand bad sin svigerfar om tilladelse til at fri. Inden manden kunne få lov til at bede den (måske) kommende brud om hendes hånd, skulle han altså have faderens ”go”.
#2: Der skal kastes ris på det nygifte par
Der er tradition for at kaste ris på brudeparret som et tegn på frugtbarhed. Man viser kort og godt, at man ønsker, at brudeparret snart får et barn. Tidligere har man kastet korn, og det er som regel sket, når brudeparret har forladt bryllupsfesten – som de første, vel at mærke. Senere er man begyndt at kaste ris, idet parret kommer ud af kirken.
Skal du giftes, skal du imidlertid være opmærksom på, om det er tilladt at kaste ris ved den specifikke kirke. Flere steder har man indført forbud mod ris grundet, at det 1) kan være dårligt for de fugle, som spiser de tilbageværende ris og 2) kan tiltrække rotter.
#3: Bryllupstraditioner: Kys gommen, når bruden er væk
Der er mange traditioner ved brylluppet, der er forbundet med kys. Blandt andet er der tradition for, at de kvindelige gæster skal skynde sig at kysse gommen, hvis bruden forlader sin plads ved bordet. Omvendt skal de mandlige gæster skynde sig at kysse bruden (på kinden), hvis gommen forlader hendes side i løbet af bryllupsfesten.
#4: Der skal kysses både under og over bordet
Vi fortsætter i samme stil med bryllupstraditioner omhandlende kys.
Når gæsterne tramper i gulvet, skal brudeparret kravle ned under bordet og kysse. Slår gæsterne deres bestik imod tallerkenerne under bryllupsmiddagen, skal parret op at stå på stolene og kysse.
#5: Brudeparret sover hver for sig natten før brylluppet
Før i tiden boede bruden som regel hjemme hos sine forældre, indtil hun blev gift, og derfor gav det sig selv, at parret ikke sov sammen natten inden brylluppet.
I dag bor de fleste par sammen, når de bliver gift, men alligevel holder mange fast i, at man ikke skal sove sammen den sidste nat inden brylluppet.
Det siges, at det bringer uheld, hvis brud og brudgom forlader det samme hus for at blive gift, og derudover bringer det efter sigende uheld, hvis gommen ser sin brud i hendes kjole, førend hun træder ind i kirken. Der er altså flere (gode) grunde til at sove hver for sig natten før brylluppet.
#6: En mønt i skoen skal bringe brudeparret velstand
Du kender sikkert til bryllupstraditionen om, at bruden skal bære ”Something old, something new, something borrowed, something blue”, men kender du også til den sidste del af det lille rim? Nej? Så kan vi fortælle dig, at det slutter med ”[…] and a sixpence in your shoe.”
Ifølge det gamle, britiske rim skal bruden altså have en mønt i sin sko, når hun bliver gift. Det har til formål at bringe brudeparret velstand.
Det gamle, nye, lånte og blå har til formål at bekæmpe the Evil Eye, at bringe parret lykke og at gøre bruden fertil.
#8: Brudevalsen skal danses inden midnat
Bryllupsmiddagen har det med at trække ud, og før man ved af det, er aftenen slut. Det er imidlertid vigtigt, at brudevalsen bliver danset inden midnat – alt andet bringer uheld. Samtidig må den først danses, når middagen er overstået.
Hele konceptet med brudevals stammer fra balletten ”Et folkesagn” fra 1854, hvori der danses til musik af Niels W. Gade, og faktisk er dette en bryllupstradition, der er ganske unik for Danmark. I intet andet land har man ét bestemt stykke musik, som brudeparret danser deres første dans til.
Når brudevalsen skal danses, er det kutyme, at bryllupsgæsterne stiller sig i en kreds omkring parret og langsomt rykker tættere og tættere på dem, imens de klapper i takt til musikken.
#9: Både strømper og slør skal klippes
I forlængelse af ovennævnte tradition skal det naturligvis nævnes, at brudgommens strømper skal klippes i stykker i slutningen af brudevalsen, hvor han – ifølge bryllupstraditionen – løftes op af de mandlige gæster. Klipningen symboliserer, at gommen ikke længere er på sine frierfødder og dermed ikke behøver imponere potentielle partnere ved at kunne fremvise strømper uden huller i. Samtidig er det meningen, at bruden efterfølgende skal stoppe strømperne, og det er således også en form for prøve i husflid.
Foruden at strømperne skal klippes itu, siger en bryllupstradition også, at brudens slør skal rives eller klippes itu for at vise, at hun nu ikke længere er en pige, men en kvinde.
#10: Bryllupsfesten betales af brudens forældre
Skal du holde et rigtigt traditionsbryllup, skal du praktisk talt ikke betale en klink selv. Derimod skal dine forældre eller din kommende kones forældre faktisk betale hele gildet. Ja, den er god nok; traditionelt betaler brudens forældre for bryllupsfesten, da brudgommen skal spare på sine penge, så han kan forsørge sin kommende kone (og børn). Det vil sige, at brudens forældre tidligere har betalt for mad og drikke og alt, hvad der ellers hører til.
I dag er der (desværre) ikke mange, der holder liv i denne specifikke bryllupstradition, og du kan derfor nok godt regne med, at du selv får lov til at betale for dit bryllup.
#11: Brudebuketten udvælges af gommen
En af de mange gamle bryllupstraditioner siger, at gommen skal sammensætte brudebuketten – uden indblanding fra bruden eller nogen anden. I dag udvælger parret som regel brudebuketten sammen, eller bruden vælger den selv. Vil I være helt traditionelle, skal ansvaret for buketten imidlertid overlades til brudgommen alene.
#12: Griber du buketten, er du den næste, der bliver gift
Du kender sikkert til bryllupstraditionen med at kaste brudebuketten ud til de ugifte kvinder i selskabet i løbet af bryllupsfesten. Traditionen siger, at den, der griber buketten, er den næste, der bliver gift.
#13: Strømpebånd – bryllupstraditioner omkring strømpebåndet
Der er to bryllupstraditioner forbundet med brudens strømpebånd. Den første går ud på, at bruden, på et tidspunkt i løbet af aftenen, skal give gæsterne er lille kig til sit strømpebånd. Dette kan gøres mere eller mindre uskyldigt.
En anden ”regel” siger, at strømpebåndet skal kastes ud til de mandlige singler i bryllupsselskabet som en pendant til traditionen om at kaste brudebuketten. Det bringer held at gribe strømpebåndet, men inden det kan kastes afsted, skal brudgommen tage det af sin brud. Bryllupstraditionen siger således, at brudgommen skal kravle ind under brudens kjole og fjerne strømpebåndet – eventuelt med tænderne og gerne imens, gæsterne kigger på.
#14: Brudgommen skal vise, om han går med trusser eller boxershorts
Ifølge bryllupstraditionerne er det ikke kun bruden, der får lov til at fremvise en del af sine underbenklæder i løbet af bryllupsfesten. På opfordring fra gæsterne – for eksempel ved hujen og tilråb – skal brudgommen nemlig stille sig op på sin stol, trække ned i bukserne og derved vise sine gæster, om han er til trusser eller shorts.
#15: Polterabend må gerne holdes samlet
Modsat hvad mange går og tror, må polterabend for brud og brudgom faktisk gerne afholdes samlet. I dag vælger de fleste at holde særskilte polterabender (men eventuelt slå dem sammen om aftenen), men faktisk siger den oprindelige bryllupstradition ikke noget om dette.
#16: Kun gommen må fri – udover på skuddag
En af de gamle bryllupstraditioner i Danmark går på, at kvinder udelukkende må fri til deres udkårne på skuddag – det vil sige én dag om året hver fjerde år. Resten af dagene er det udelukkende gommen, der må fri. Dette skal han (naturligvis) gøre ved at gå ned på knæ og bede om brudens hånd.
#17: Frieriet må kun overværes af brud og brudgom
I dag er der mange, der vælger at fri foran venner og familie eller ligefrem til arrangementer som koncerter eller sportsbegivenheder. En af de gamle bryllupstraditioner siger imidlertid, at kun det kommende ægtepar må ”overvære” frieriet.
#18: Bryllupstraditioner: Tøjet må hverken være sort eller hvidt
Der er generelt mange bryllupstraditioner omhandlende tøj. Én af dem siger, at bruden skal være iført hvidt som tegn på hendes uskyld. Da brudeparret skal være i centrum på dagen, er det kutyme, at ingen andre kvinder har hvidt på til brylluppet. Mænd må gerne have hvid skjorte på.
Foruden at kvinder ikke må have hvidt på, må de faktisk heller ikke have sort på. For mange anses sort som sorgens farve, og traditionelt bæres denne farve til begravelser, som stik modsat brylluppet ikke ligefrem er en livsbekræftende begivenhed. Igen gælder det, at mænd er undtaget, da de gerne må have sort jakkesæt eller smoking på.
I dag er det for det meste okay at komme i sort til et bryllup – også som kvinde. Mange gæster vælger imidlertid at konsultere brudeparret forud for festen, hvis de overvejer et sort outfit, så som par gør I klogt i at overveje, hvad I tænker om dette. Vil I være på forkant, kan I allerede i invitationen notere en dresscode.
#19: Gæsterne må ikke være pænere klædt på end brudeparret
Som regel er det ikke noget, man som bryllupsgæst tænker så meget over, men det ligger måske alligevel lidt i baghovedet, at man ikke må være pænere klædt på til festen, end brudeparret selv er. For kvinderne i selskabet giver det langt hen ad vejen sig selv, da det må siges at være temmelig svært at hamle op med en brudekjole. For mændene kan det imidlertid være en smule mere tricky.
Har brudgommen ikke smoking på, må de mandlige gæster heller ikke have det, men skal derimod holde sig til et klassisk jakkesæt. Har brudgommen smoking på, kan de mandlige gæster vælge imellem jakkesæt og smoking.
#20: Forlovelsesringen skal sidde på venstre hånd og vielsesringen på højre
En af de danske bryllupstraditioner siger, at forlovelsesringen skal sidde på venstre ringfinger. Forklaringen herpå er, at kærlighedens åre efter sigende løber direkte imellem hjertet og venstre ringfinger.
Ifølge traditionen skal vielsesringen sidde på højre hånd, fordi det er denne hånd, der bruges til at aflægge troskabsed i kirken.
#21: Bruden ankommer som den sidste til brylluppet
Bryllupstraditionen siger, at brudgommen ankommer sammen med sin forlover, og at disse to skal være de første, der møder op til brylluppet. Bruden ankommer som den sidste til brylluppet og kan ankomme sammen med eksempelvis brudepiger eller sin mor.
#22: Bruden gives bort af sin far
En af de traditioner til brylluppet, der typisk stadig bliver overholdt, er, at bruden skal gives bort – helst af sin far. Denne gestus viser traditionelt set, at bruden går fra at være sin fars datter til at være sin mands kone. Skulle faderen være gået bort, vil moderen eller en bror kunne varetage denne rolle.
Det er kutyme, at bruden går til venstre for den, som giver hende bort.
#23: Faderen taler som den første til brylluppet
I dag er der typisk mange, der holder taler eller bidrager med andre former for indslag i løbet af og umiddelbart efter bryllupsmiddagen. I ”virkeligheden” er det imidlertid kun ganske få mennesker, der skal sige noget til brylluppet – og det skal ske i en helt fast rækkefølge.
Brudens far er den første, der skal have lov til at tale – med undtagelse af en velkomst, som kan udføres af parret selv eller af toastmasteren, hvis denne fungerer som ”vært”.
Talerækken ser således ud:
- Værten/toastmasteren (dette er dog ikke en reel tale, men blot en velkomst)
- Brudens far (eller vedkommende, der førte hende op ad gulvet)
- Brudgommen
- Forloveren
- Brudgommens far.
#24: Æresport: Bryllupstraditionen med gran og blomster
Bryllupstraditionen siger, at der skal bygges en æresport af gran, som skal dekoreres med blomster og opstilles foran brudeparrets dør. I dag er det meget udbredt at bygge sådanne til eksempelvis kobber- og sølvbryllup, imens færre gør det til selve brylluppet. Vil I have et vaskeægte traditionsbryllup, skal I imidlertid i gang med at hinte til familier, venner eller naboer, at I gerne vil have en æresport.
#25: Larmende dåser skal skræmme onde ånder væk
I dag bliver brudeparret typisk hængende til deres fest, men tidligere har traditionen budt, at de skulle forlade festen som de første. Bag på deres bil skulle der hænge dåser og andet, der kunne skabe en masse larm. Det skyldes, at larmen efter sigende skulle skræmme onde ånder væk og dermed sikre brudeparret et langt og lykkeligt ægteskab.
Gør de mange danske bryllupstraditioner til jeres egne
Som du nok kan fornemme, findes der en lang liste af traditioner til brylluppet – og der findes endda mange flere end de 25, vi her har været igennem.
Før i tiden har traditionerne været uskrevne regler, som alle var bekendte med. Derfor gav det også sig selv, at de blev inddraget i brylluppet. Det skete ganske enkelt uden, at folk tænkte over det.
I dag er der mange, der kun kender til få af de gamle bryllupstraditioner, og vil du holde et gennemført traditionsbryllup, kræver det derfor også, at du sætter dig godt ind i sagerne – og endda briefer dine bryllupsgæster på forhånd.
En del brudepar synes, det er sjovt at implementere nogle af de gamle bryllupstraditioner, andre synes, de er forældede og irrelevante. Som brudepar har I helt selv lov til at bestemme, hvordan jeres dag skal være. Derfor kan I naturligvis også vælge og vrage i de mange danske bryllupstraditioner, så I får en fest, der passer til jer. Nogle af traditionerne kan måske implementeres 1:1, imens det i andre tilfælde giver mening for jer at bruge en del af traditionen på jeres egen måde.
Det vigtigste er, at I får en skøn fest i godt selskab. Med nogle passende lokaler, god musik, lækker mad – eventuelt buffet – samt noget godt at drikke er I godt på vej. Hvis I samtidig garderer jer imod uheld ved hjælp af nogle af de mange danske bryllupstraditioner, kan det ikke gå helt galt.